| Samme dame havde en anden kat. Den
hed Laurits en forskrækkelig hankat, der altid sloges
med de andre. En sommeraften, da hun var på vej ind fra
aftenmalkningen, så hun, at Laurits overfaldt en af de
andre katte. Det eneste, hun havde ved hånden var sin
træsko. Hun tog den ene af og kylede den efter Laurits.
Hun ramte ham så perfekt, at han gav et hyl fra sig og 1agde
sig besvimet om på siden! Det var ikke nu ikke hendes
mening at slå katten ihjel, så hun stod lidt og så på
ham og tog ved ham, men - nej - han var død. Så gik hun
tilbage til stalden og råbte til Arne (hendes mand):
" Du bliver nødt til at komme med en skovl, jeg har
slået Laurits ihjel, vi må have ham begravet!". |
|
|
Arne dukkede op fra laden,fuldstændig
kridhvid i hovdet: " hvad siger du?" jeg gentog,
at Laurits nu var død. "jamen, har du sloget
Laurits ihjel, så galt var det da heller ikke med vandet!".
nu gik det op for Arne, at det var katten, det var godet
ud over, og vi gik ud for at fjerne ham, men da vi
nærmede os, begyndet han at røre på sig igen, og lige
pluselig sprang han op og løb. siden den dag kunne hun
ikke komme i nærheden af Lautris, altså katten, han
vidste godt, hvem der var skyld i hans "fald ".
|